Hvorfor havde de troende i Samaria ikke modtaget Helligånden (ApG 8)?

Svar



I ApG 8:12 læser vi om en gruppe samaritanere, der troede på Filip, da han forkyndte den gode nyhed om Guds rige og Jesu Kristi navn, [og] de blev døbt, både mænd og kvinder. Men når vi kommer til ApG 8:16, finder vi ud af, at Helligånden endnu ikke var kommet over nogen af ​​dem; de var simpelthen blevet døbt i Herren Jesu navn. Vi forstår, baseret på passager som 1 Korintherbrev 12:13, at kristne modtager Helligånden i frelsens øjeblik. Hvordan var det, at samaritanerne, som Filip evangeliserede, ikke modtog Helligånden?



For det første er det godt at huske på, at Apostlenes Gerninger er en historie om, hvordan Gud startede kirken. Det er optegnelsen for overgang mellem den gamle pagt og den nye pagt, og meget af det, vi ser i Apostelgerninger, vedrører den overgang. Samaritanernes måde at modtage Ånden på bør tages for, hvad den er – en nøjagtig beretning om, hvad der skete i deres tilfælde. Det skal ikke opfattes som normativt i alle tilfælde. De troende samaritanere var blevet døbt i vand, men af ​​Guds egne grunde var de endnu ikke blevet døbt i Ånden.





For det andet bør vi bemærke, at Ånden gjorde komme over samaritanerne (ApG 8:14-17), men ikke før apostlene Peter og Johannes var til stede. Der er nogle gode grunde til, at Gud ventede, indtil Peter og Johannes var til stede, før han sendte Helligånden over samaritanerne:



1) Jesus havde givet Peter nøglerne til riget (Matt 16:19). Peter var til stede – og var hovedtalsmanden – ved pinsen (ApG 2), da Ånden blev givet til jøderne. Peter var til stede i Samaria (ApG 8), da Ånden blev givet til samaritanerne. Og Peter var til stede i Cornelius’ hus (ApG 10), da Ånden blev givet til hedningerne. Jesus brugte Peter til at åbne døren for hver af disse folkegrupper.



2) Kirken skulle bygges på apostlenes og profeternes fundament (Ef 2:20). Evangelisten Filip havde været diakon i Jerusalems kirke, men han var ikke en af ​​de tolv apostle. Peter og Johannes havde brug for at være i Samaria for den officielle start af den samaritanske kirke, ligesom de havde været i Jerusalem til starten af ​​den jødiske kirke.



3) Tilstedeværelsen af ​​Peter og Johannes holdt den tidlige kirke forenet. Husk, at der var stor fjendskab mellem jøder og samaritanere (Joh 4:9). Hvis menigheden i Samaria var begyndt af sig selv, uden nogen forbindelse til den jødiske kirke, ville kirken i Jerusalem aldrig have accepteret det. Samaritanerne var historisk kendt som fordærvere af jødedommen (Joh 4:20). Så Gud sørgede for, at Peter og Johannes, apostle og jøder fra Jerusalem, var til stede for at være vidne til Åndens gave, som blev givet til samaritanerne. Guds budskab: kirken i Samaria var ingen kættersk opstart. Samaritanerne var en del af den samme kirke, som var blevet startet i Jerusalem, og de var fyldt med den samme Ånd (se Galaterne 3:28). Peter og Johannes var øjenvidner. Deres vidnesbyrd var klart: Det, der skete i Samaria, var ikke en separat religiøs bevægelse. På denne måde forhindrede Gud den tidlige kirke i straks at dele sig i forskellige sekter.

Herren gjorde sig umage for at sikre den tidlige kirkes enhed. Jesus havde befalet, at evangeliet skulle forkyndes i Samaria (ApG 1:8). evangelisten Filip adlød denne befaling, og Gud velsignede. Uanset hvilken fjendskab der fandtes mellem jøderne og samaritanerne, blev overvundet af Åndens enhed. Kirken i dag bør fortsætte med at gøre alt for at bevare Åndens enhed gennem fredens bånd (Ef 4:3).