Hvad er der galt med den allegoriske fortolkningsmetode?

Svar



Den allegoriske (eller spiritualiserende) fortolkningsmetode var fremtrædende i kirken i omkring 1.000 år, indtil den blev fortrængt under reformationen. Reformatorerne søgte Skriftens klare betydning.



Allegorisk fortolkning leder efter en dybere, åndelig mening i teksten. Selvom det ikke nødvendigvis benægtes, at teksten har en bogstavelig betydning, eller at de historiske hændelser, der er rapporteret, er sande, vil allegoriske fortolkere lede efter en dybere symbolsk betydning. Nogle eksempler kan være nyttige:





Salomons højsang tolkes ofte allegorisk som en henvisning til den kærlighed, som Kristus har til kirken.



I Scofield Reference Bible fortolker C. I. Scofield Genesis 1:16 allegorisk. Selvom han ikke benægter den klare betydning af verset vedrørende skabelsen, finder han en dybere åndelig (han kalder det typologisk) betydning. Det større lys/sol er Kristus, og det mindre lys/måne er kirken, der reflekterer Kristi lys, og stjernerne er individuelle troende.



I hans Portrætter af Kristus i Første Mosebog , M. R. DeHaan siger, at Adam er et forbillede på Kristus, fordi Adam blev lagt i søvn, hans side blev åbnet – han blev såret og hans blod blev udgydt – og fra det sår blev hans brud taget. På samme måde døde Kristus, fik sin side gennemboret, og ud fra den prøvelse er hans brud, kirken, frembragt. Ligesom Adam sagde, at Eva var ben af ​​hans knogler og kød af hans kød (1. Mosebog 2:23), således er kirken Kristi legeme, kød og knogler (se Ef 5:30).



Det måske mest berømte eksempel på allegorisk fortolkning er Origenes' forklaring af lignelsen om den barmhjertige samaritaner i Lukas 10. I den allegoriske opfattelse er manden, der bliver røvet, Adam, Jerusalem er paradis, og Jeriko er verden. Præsten er Loven, og Leviterne er Profeterne. Samaritaneren er Kristus. Æslet er Kristi fysiske legeme, som bærer den såredes byrde (sårene er hans synder), og kroen er Kirken. Samaritanerens løfte om at vende tilbage er et løfte om Kristi andet komme.

Vi er nødt til at erkende, at allegori er en smuk og legitim litterær enhed. John Bunyans Pilgrimens fremgang blev skrevet som en allegori over det kristne liv. I denne historie er næsten enhver handling og karakter beregnet til at have en dybere, åndelig betydning. At fortolke Bunyans historie bogstaveligt ville være at gå helt glip af pointen.

Der er virkelig lille forskel mellem allegorisk, typologisk og symbolsk fortolkning. De leder alle efter en dybere mening bag hvad der synes at være en bogstavelig læsning af Bibelens tekst. Disse metoder bør dog ikke sættes i modsætning til bogstavelig fortolkning, fordi enhver fortolker erkender, at nogle passager i Bibelen er beregnet til at blive taget symbolsk, typologisk eller allegorisk. For eksempel taler Prædikeren 12:1-7 om en forfalden ejendom, men dette er en allegori for alderens og tidens hærgen på menneskekroppen. Alle kristne er enige om, at ofrene i Det Gamle Testamente er symbolske for Kristi større offer. Når Jesus siger: Jeg er vinstokken, og I er grenene (Joh 15:5), forventer ingen at finde blade og drueklaser, der spirer frem fra deres arme. Selv de, der insisterer på en bogstavelig fortolkning af Åbenbaringens bog, forventer stadig, at udyret er et menneske, ikke et dyr (se Åbenbaringen 13:4).

At insistere på en bogstavelig læsning af et skriftsted, der var beregnet til at blive taget på en symbolsk måde, er at gå glip af tekstens betydning. For eksempel siger Jesus ved den sidste nadver om brødet og vinen: Dette er mit legeme. . . . Dette er mit blod (Luk 22:19-20). Jesu tilhørere i lokalet deltog i et påskemåltid, hvor hvert punkt på menuen blev fortolket symbolsk. At de pludselig tror, ​​at Jesus talte bogstaveligt om disse to elementer, er fuldstændig fremmed for sammenhængen. Metafor er et anerkendt litterært redskab i brug i dag og på Kristi tid. Jesus kunne lige så let have sagt: Dette repræsenterer min krop og mit blod, men i forbindelse med påsken var en sådan direktehed ikke nødvendig.

Problemet med den allegoriske fortolkningsmetode er, at den søger at finde en allegorisk fortolkning til hver skriftsted, uanset om det er beregnet til at blive forstået på den måde eller ej. Tolke, der allegoriserer, kan være meget kreative uden kontrol baseret på selve teksten. Det bliver nemt at læse sin egen overbevisning ind i allegorien og så tro, at de har skriftmæssig støtte.

Der vil altid være en vis uenighed om, hvorvidt visse tekster skal tages bogstaveligt eller billedligt, og i hvilken grad, som det fremgår af uenigheder om Åbenbaringens Bog, selv blandt dem, der har stor respekt for Skriften. For at en tekst kan fortolkes allegorisk eller figurativt, skal der være begrundelse i selve teksten eller noget i de oprindelige læseres kulturelle baggrund, som ville have fået dem til at forstå teksten symbolsk. Målet for enhver fortolker, der har et højt syn på Skriften, er at opdage tilsigtet tekstens betydning. Hvis den tilsigtede betydning blot er den bogstavelige formidling af et historisk faktum eller den ligefremme forklaring af en teologisk sandhed, så er det den inspirerede betydning. Hvis den tilsigtede betydning er allegorisk/typologisk/symbolsk/figurativ, så bør fortolkeren finde en begrundelse for det i teksten og i de oprindelige tilhøreres/læseres kultur.