Hvad er betydningen af ​​Antiokia i Bibelen?

Svar



Antiokia i Bibelen er navnet på to byer i Det Nye Testamente: Pisidian Antiochia og Syrian Antiochia.



Antiokia af Syrien, også kendt som Antiokia ved Orontes-floden, var den tredjestørste by i Romerriget. Kun Rom i Italien og Alexandria i Egypten var større. Syriske Antiokia (nuværende Antakya, Tyrkiet) lå ved Orontes-floden omkring 20 miles inde i landet fra Middelhavet og omkring 300 miles nord for Jerusalem. Fra dets grundlæggelse i 300 f.Kr. af Seleucus I Nicator, var Syriske Antiokia et travlt handelsknudepunkt for havnen med en livlig blanding af mennesker fra forskellige kulturer og religioner med høj intellektuel og politisk status.





Antiokia i Syrien spillede en væsentlig rolle i Apostlenes Gerninger og den tidligste udvikling i udbredelsen af ​​kristendommen. Byen var hjemsted for mange diaspora-jøder - dem, der blev deporteret gennem fangenskab, som havde valgt at blive boende uden for Israel, men bevarede deres jødiske tro. Disse hebræere engagerede sig i forretninger og nød de fulde rettigheder til statsborgerskab i den frie by Syriske Antiokia. Gennem dem blev mange hedninger i Antiokia tiltrukket af jødedommen og i sidste ende kristendommen. En sådan hedningsomvendt var Nicolas fra Antiokia. Han var blandt de syv græsktalende (hellenistiske) ledere, der blev udvalgt til at tjene som diakoner i Jerusalem (ApG 6:1-7).



Den intense forfølgelse, der brød ud i Jerusalem efter Stefanus død, fik nogle jødiske troende til at flygte til det syriske Antiokia (ApG 11:19). Da ledere i Jerusalems kirke hørte om det betydelige antal hedningeomvendelser, der fandt sted i Antiokia, sendte de Barnabas dertil for at tjene den voksende menighed (ApG 11:22-25). Barnabas opsøgte apostlen Paulus i Tarsus og bragte ham til Antiokia, hvor de sammen underviste den blandede forsamling af jødiske og ikke-jødiske troende i et helt år. Det var her i Antiokia i Syrien, hvor de troende først blev kaldt kristne (ApG 11:26).



I det syriske Antiokia forudsagde den kristne profet Agabus en stor hungersnød, der ville ramme den romerske verden. De entusiastiske kristne i Antiokia reagerede på profetien med generøse tilbud for at hjælpe Jerusalems kirke, da hungersnøden ramte. Barnabas og Paulus bar disse gaver til de ældste i Jerusalem (ApG 11:27-30).



Byen blev startstedet for organiseret kristent udenlandsk missionsarbejde, da Barnabas og Saulus blev sat til side af Helligåndens ledelse og derefter sendt ud fra kirken i Antiokia i Syrien (ApG 12:25-13:3). Denne første missionsrejse, der førte Paulus og Barnabas til Lilleasien, sluttede, da de vendte tilbage til Antiokia i Syrien og rapporterede til den forsamlede kirke om alt, hvad Gud havde gjort (ApG 14:24-28).

En anden by kaldet Antiokia i Bibelen lå mellem distrikterne Frygien og Pisidien i Lilleasien, vest for Iconium, i den sydlige del af provinsen Galatien. Pisidian Antiokia blev grundlagt af Antiochus I og genopbygget af Augustus som en romersk koloni. Augustus befolkede byen med tusindvis af hans veteraner og deres familier.

Pisidian Antiokia blev et centralt vartegn på Paulus' første missionsrejse med Barnabas. Paulus blev inviteret af de ældste til at prædike i synagogen i Pisidian Antiokia, og de to missionærer blev begejstret modtaget af byens indbyggere der (ApG 13:14-44). Men en gruppe jødiske ledere, der var jaloux på Paulus’ popularitet, begyndte at bagtale ham (ApG 13:45). Således vendte Paulus og Barnabas deres opmærksomhed mod hedningerne, hvoraf mange glædede sig og troede på Herren (ApG 13:46-48). Deres budskab om frelse spredte sig over hele regionen, indtil jødiske forfølgere til sidst løb Paulus og Barnabas ud af byen (ApG 13:50). Som følge heraf var Pisidian Antiokia et sted, hvor Paulus og Barnabas rystede støvet fra deres fødder som et tegn på afvisning, præcis som Jesus havde instrueret (ApG 13:51; jf. Mark 6:11).

De samme jaloux, vantro jøder fra Antiokia i Pisidien fulgte efter Paulus og Barnabas til Lystra og skabte endnu flere problemer for dem. Paulus blev stenet, slæbt ud af byen og efterladt til død. Paulus genoplivede og vendte senere tilbage til Pisidian Antiokia, på trods af farerne der, for at styrke kirken og udnævne ældste (ApG 14:19-23). Paulus brugte også sine erfaringer med lidelse og forfølgelse i Antiokia i Pisidien til at undervise og opmuntre sin unge protegé Timoteus (2 Tim 3:11).

Selvom bibelforskere længe har diskuteret sagen, mener mange, at Paulus' brev til galaterne blev skrevet til menigheden i Pisidian Antiokia og de nærliggende kirker i Lystra og Ikonium, som alle var i den romerske provins Galatien på det tidspunkt, hvor Paulus var aktiv. ministerium. Uanset hvad der er tilfældet, var både Pisidian Antiochia og Syrian Antiochia bemærkelsesværdige steder i Paulus’ tjeneste som apostel og i den tidlige udvidelse af den kristne kirke.