Hvad er absurdisme?

Svar



Absurditet refererer til en filosofi, der stammer fra eksistentialismen, men taget til en ekstrem. Absurdisme kommer ofte til udtryk i ateistisk litteratur, selvom det er tilfældigt. Kort sagt hævder absurdismen, at universet ikke er iboende rationelt, og det har heller ikke noget særligt formål. Som et resultat, når mennesket forsøger at forstå virkeligheden, finder det kun forvirring og konflikt.



Absurdisme antyder, at eksistens ikke skal forstås på nogen objektiv eller meningsfuld måde. Alt, hvad vi kan gøre, er at anvende en subjektiv oplevelse, som måske deles af andre. Men vi kan ikke, ifølge absurdisten, virkelig få mening i et univers, der i sagens natur er meningsløst og tilfældigt.





Absurdismen har inspireret en hel genre af teaterlitteratur, der passende kaldes det absurde teater. Dramatikere som Samuel Beckett og Eugène Ionesco skabte skuespil, hvor der ikke er noget plot, ingen fremadgående handling og en overflod af non-sequiturs og cirkulær, gentagne dialog. Hos Beckett Venter på Godot , for eksempel bruger to tramps hele spillet på at vente på nogen (eller noget) uden at vide, hvorfor de venter, eller om han (eller det) nogensinde kommer. Det absurdistiske tema kommunikerer det faktum, at der ikke er noget egentligt formål med vagabondernes eksistens.



Absurdisme er en undergruppe af eksistentialismens filosofi. Eksistentialismen antyder, at menneskelig erfaring ikke helt kan forstås af den rene fornuft, men kræver visse trosspring. Dette er ikke helt det samme som absurdisme; Eksistentialister benægter ikke alle orden eller mening i universet. Eksistentialismen i sig selv antyder kun, at de finere detaljer af sådanne ting er uden for menneskelig fatteevne. Absurdisten tager dette videre ved at foreslå, at vi kæmper for at skelne orden og mening, fordi universet hverken er ordnet eller meningsfuldt.



Det er klart, at absurdismen har tætte bånd til et ateistisk verdenssyn. Konceptet om en fuldstændig formålsløs virkelighed er uforenelig med nogen forestilling om Gud eller guder. Interessant nok, selvom ikke alle ateister er bekendende absurdister, indebærer sand ateisme absurdisme. Man kan med andre ord enten tro på fornuft eller på ateisme, men ikke begge dele. Filosoffer har påpeget, at hvis der ikke er noget design eller formål i universet, så er menneskelige tanker intet andet end partikelinteraktioner drevet af tilfældigheder. Per definition ville det betyde, at selv vores egne tanker og sind er upålidelige og blottet for mening. Moral ville blot være endnu en subjektiv, meningsløs, formålsløs bivirkning af blind fysik. Med andre ord, hvis ateisme er sand, så er der ikke noget der hedder fornuft – og fornægtelsen af ​​fornuft er en forenklet forklaring på absurdisme.



En vigtig komponent i filosofisk absurdisme er ideen om angst og konflikt. Forfattere som Sartre og Camus udforskede ofte følelser af håbløshed, frustration og fortvivlelse, når de stod over for konceptet om en formålsløs, hjerteløs, meningsløs tilværelse. Ikke-absurdistiske eksistentialister, såsom Kierkegaard, var i stand til at dæmpe deres frustrationer og usikkerheder ved at acceptere ideen om, at formål og mening blot var hinsides menneskelig fatteevne, snarere end fiktion.