Hvad siger Bibelen om utilgivelse?

Svar



Bibelen har en del at sige om tilgivelse og utilgivelse. Den måske mest kendte lære om utilgivelse er Jesu lignelse om den ubarmhjertige tjener, nedskrevet i Matthæus 18:21-35. I lignelsen eftergiver en konge en enormt stor gæld (dybest set en, der aldrig kunne tilbagebetales) hos en af ​​hans tjenere. Senere nægter den samme tjener dog at eftergive en anden mands lille gæld. Kongen hører om dette og ophæver sin tidligere tilgivelse. Jesus slutter med at sige: Sådan vil min himmelske Fader behandle jer hver især, medmindre I tilgiver jeres bror eller søster af jeres hjerte (Matt 18:35). Andre passager fortæller os, at vi vil blive tilgivet, når vi tilgiver (se for eksempel Matthæus 6:14; 7:2; og Lukas 6:37).






Bliv ikke forvirret her; Guds tilgivelse er ikke baseret på vores gerninger. Tilgivelse og frelse er fuldstændigt grundlagt i Guds person og ved Jesu forløsende arbejde på korset. Men vores handlinger viser vores tro og i hvilken grad vi forstår Guds nåde (se Jakob 2:14-26 og Luk 7:47). Vi er fuldstændig uværdige, men alligevel valgte Jesus at betale prisen for vores synder og give os tilgivelse (Rom 5:8). Når vi virkelig forstår storheden af ​​Guds gave til os, vil vi give gaven videre. Vi har fået nåde og bør give nåde til andre til gengæld. I lignelsen er vi rystede over tjeneren, som ikke ville eftergive en mindre gæld efter at have fået eftergivet sin ubetalelige gæld. Alligevel, når vi er utilgivende, handler vi ligesom tjeneren i lignelsen.



Utilgivelse berøver os også det fulde liv, Gud har til hensigt for os. Snarere end at fremme retfærdighed, bliver vores utilgivelse til bitterhed. Hebrews 12:14-15 advarer: gør alt for at leve i Fred med alle og være hellige; uden hellighed vil ingen se Herren. Sørg for, at ingen kommer til kort fra Guds nåde, og at ingen bitter rod rejser sig for at volde problemer og besmitte mange. På samme måde advarer 2 Korintherbrev 2:5-11 om, at utilgivelse kan være en åbning for Satan til at afspore os.





Vi ved også, at de, der har syndet imod os – som vi måske ikke ønsker at tilgive – bliver holdt ansvarlige af Gud (se Rom 12:19 og Hebræerbrevet 10:30). Det er vigtigt at erkende, at at tilgive ikke er at bagatellisere en forseelse eller nødvendigvis at forsone. Når vi vælger at tilgive, frigør vi en person fra sin gæld til os. Vi giver afkald på retten til at søge personlig hævn. Vi vælger at sige, at vi ikke vil holde hans forseelse imod ham. Men vi tillader ikke nødvendigvis den person tilbage i vores tillid eller frigør endda helt den person fra konsekvenserne af hans synd. Vi får at vide, at syndens løn er døden (Rom 6:23). Selvom Guds tilgivelse befrier os fra den evige død, frigør den os ikke altid fra syndens dødslignende konsekvenser (såsom et brudt forhold eller den straf, som retssystemet giver). Tilgivelse betyder ikke, at vi handler, som om der ikke er begået noget forkert; det betyder, at vi erkender, at rigelig nåde er blevet givet til os, og at vi ikke har ret til at holde en andens forseelse over hans hoved.



Gang på gang opfordrer Skriften os til at tilgive hinanden. Efeserne 4:32 siger for eksempel: Vær venlige og medfølende mod hinanden, og tilgiv hinanden, ligesom Gud tilgav jer i Kristus. Vi har fået meget i vejen for tilgivelse, og der forventes meget af os som svar (se Luk 12:48). Selvom tilgivelse ofte er vanskelig, er at være utilgivelig at være ulydig mod Gud og at afskrive storheden af ​​hans gave.