Hvad kan vi lære af kvinden ved brønden?

Hvad kan vi lære af kvinden ved brønden? Svar



Historien om den navnløse samaritanske kvinde ved brønden, kun optegnet i Johannesevangeliet, er en afslørende historie, fuld af mange sandheder og kraftfulde lektioner for os i dag. Historien om kvinden ved brønden følger i hælene på beretningen om Jesu interaktion med Nikodemus, en farisæer og fremtrædende medlem af det jødiske Sanhedrin (Joh 3:1-21). I Johannes 4:4-42 læser vi om Jesu samtale med en enlig samaritansk kvinde, der var kommet for at hente vand fra en brønd (kendt som Jakobs brønd), der ligger omkring en halv mil fra byen Sykar i Samaria.



Dette var en ekstraordinær kvinde. Hun var en samaritaner, en race af mennesker, som jøderne fuldstændig foragtede som ikke havde krav på deres Gud, og hun var en udstødt og så ned på af sit eget folk. Det vidnes om, at hun kom alene for at hente vand fra samfundets brønd, da det i bibelsk tid var det sociale højdepunkt på kvindedagen at trække vand og snakke ved brønden. Denne kvinde blev dog udstødt og markeret som umoralsk, en ugift kvinde, der åbenlyst levede med den sjette i rækken af ​​mænd.





Historien om kvinden ved brønden lærer os, at Gud elsker os på trods af vores konkursramte liv. Gud værdsætter os nok til aktivt at søge os, til at byde os velkommen til intimitet og til at glæde os over vores tilbedelse. Som et resultat af Jesu samtale kunne kun en person som den samaritanske kvinde, en udstødt fra sit eget folk, forstå hvad dette betyder. At være ønsket, at blive passet på, når ingen, ikke engang hun selv, kunne se noget af værdi i hende - det er virkelig nåde.



Men der er mange andre værdifulde sandheder, vi får ud af denne historie. Vi lærer at:



1) Kun gennem Jesus kan vi opnå og modtage evigt liv: Jesus svarede: 'Enhver, der drikker dette vand, vil blive tørstig igen, men den, der drikker det vand, jeg giver ham, skal aldrig tørste. Ja, det vand, jeg giver ham, vil i ham blive en kilde med vand, der vælder op til evigt liv’ (Joh 4:13-14; jf. Joh 14:6).



2) Jesu betjening af de udstødte fra det jødiske samfund (samaritanerne) afslører, at alle mennesker er værdifulde for Gud, og at Jesus ønsker, at vi viser kærlighed til alle. . . inklusive vores fjender (Joh 4:7-9; Matt 5:44).

3) Jesus er Messias (Joh 4:25-26; 1:41; Matt 27:22; Luk 2:11).

4) De, der tilbeder Gud, tilbeder ham i ånd og sandhed (Joh 4:23-24; Salme 145:18).

5) Vores vidnesbyrd om Jesus er et stærkt værktøj til at få andre til at tro på ham: Mange af samaritanerne fra den by troede på ham på grund af kvindens vidnesbyrd: 'Han fortalte mig alt, hvad jeg nogensinde har gjort.' Så da samaritanerne kom til ham opfordrede de ham til at blive hos dem, og han blev to dage. Og på grund af hans ord blev mange flere troende. De sagde til kvinden: ’Vi tror ikke længere bare på grund af det, du sagde; nu har vi selv hørt, og vi ved, at denne mand virkelig er verdens Frelser’ (Joh 4:39-42).

Derudover lærer vi af Jesu dialog med kvinden ved brønden tre absolutte sandheder om frelse:

1) Frelsen kommer kun til dem, der erkender deres desperate behov for det åndelige liv, de ikke har. Levende vand kan kun opnås af dem, der erkender, at de er åndeligt tørstige.

2) Frelse kommer kun til dem, der bekender og omvender sig fra deres synd og ønsker tilgivelse. Før denne umoralske kvinde kunne omfavne Frelseren, måtte hun indrømme den fulde byrde af sine synder.

3) Frelsen kommer kun til dem, der tager fat i Jesus som deres Messias. For den absolutte sandhed er, at frelsen ikke findes i nogen anden (Joh 14:6; ApG 4:12).



Top