Hvad er de syv ve i Matthæus 23?

Svar



I Matthæus 23 udtaler Jesus syv ve over de religiøse ledere på sin tid. En ve er et udråb om sorg, svarende til det, der udtrykkes ved ordet på . Ved at udtale elendighed profeterede Jesus dom over den religiøse elite, som gjorde sig skyldig i hykleri og diverse andre synder.



King James Version og nogle andre oversættelser opregner otte ve i Matthæus 23, men ældre manuskripter udelader vers 14, hvor de skriftkloge og farisæerne fordømmes for at udnytte enker og bede lange bønner for at vise sig. Andetsteds taler Jesus imod netop disse synder (Mark 12:40 og Luk 20:47); højst sandsynligt inkluderede Matthæus dem dog ikke blandt de andre lidelser i kapitel 23.





De syv ve er henvendt til lovlærerne og farisæerne; i en af ​​sorgerne kalder han dem blinde vejledere (Matt 23:16). I slutningen af ​​sine fordømmelser kalder han dem slanger og hugormeyngel (vers 33). Forud for Jesu fordømmelse af de religiøse hyklere, havde de fulgt ham for at teste ham og prøve at narre ham med spørgsmål om skilsmisse (Matt 19:3), om hans autoritet (Matt 21:23), om at betale skat til Cæsar ( Matthæus 22:17), om opstandelsen (vers 23) og om lovens største bud (vers 36). Jesus indledte sine syv ve ved at forklare disciplene, at de skulle adlyde de jødiske lederes lære – som de underviste i Guds lov – men ikke at efterligne deres adfærd, fordi de ikke praktiserede, hvad de prædikede (Matt 23:3).



Det første af Jesu syv ve fordømte de skriftkloge og farisæerne for at holde folk ude af himmeriget: Ve jer, lovlærere og farisæere, I hyklere! Du lukkede døren til Himmeriget for folks ansigter. I selv går ikke ind, og I vil heller ikke lade dem komme ind, som prøver på det (Matt 23:13). Jesus er den eneste frelser og den eneste vej til himlen. I deres afvisning af Jesus Kristus nægtede farisæerne faktisk at komme ind i Himmeriget. De forhindrede også almindelige mennesker i at tro på ham og blokerede derved vejen til himlen for andre. Omvendelse og tro på Kristus er døren til adgang til dette rige, og intet kunne være mere ubehageligt for farisæerne, som ikke så noget behov for omvendelse i deres eget liv og forsøgte at retfærdiggøre sig selv ved streng overholdelse af loven.



I det andet af de syv lidelser fordømte Jesus lederne for at lære deres omvendte det samme hykleri, som de selv praktiserede. De ledte deres omvendte ind i en gerningsreligion, men ikke til sand retfærdighed, hvilket gjorde dem dobbelt så meget til et helvedes barn (Matt 13:15).



Det tredje ve, Jesus udtalte, omtalte den religiøse elite som blinde guider og blinde tåber (Matt 23:16-17). Hyklerne forestillede sig blinde guider (se Rom 2:19), men de var selv blinde og derfor uegnede til at vejlede andre. Deres åndelige blindhed fik dem til at være uvidende om mange ting, inklusive Messias' identitet og frelsens vej. De var blinde over for Skriftens sande betydning og for deres egen synd. De foregav at guide folket til sandheden, men de var ude af stand til at gøre det, fordi de ikke havde noget personligt kendskab til sandheden. I stedet for at undervise i åndelig sandhed foretrak de at skændes om irrelevante spørgsmål og finde smuthuller i reglerne (Matt 23:16-22).

Den fjerde af de syv ve udråbte de skriftkloge og farisæerne for deres hykleri i praksis med tiende. De lavede en stor del af små ting som tiende krydderier, mens de ignorerede afgørende spørgsmål. De talte flittigt deres mynteblade for at give hver tiende til templet, men de forsømte de vigtigere ting i loven – retfærdighed, barmhjertighed og trofasthed (Matt 23:23). Jesus vendte sig til overdrivelse og sagde: 'Du sir en myg ud, men sluger en kamel (vers 24). Med andre ord var de omhyggelige med at undgå fornærmelse i mindre ting af ringe betydning (siling af myg), mens de tolererede eller begik store synder (synke kameler).

I det femte, sjette og syvende ve illustrerede Jesus yderligere de forskellige aspekter af hykleri, der karakteriserede de religiøse ledere. I det femte ve sammenlignede Jesus dem med tallerkener, der var omhyggeligt rengjort udvendigt, men efterladt snavset indeni. Deres religiøse overholdelse fik dem til at virke rene og dydige, men inderst inde var deres hjerter fulde af grådighed og selvforkælelse (Matt 23:25).

I den sjette ve sammenlignede Jesus dem med hvidkalkede grave, som ser smukke ud på ydersiden, men indeni er fulde af de dødes knogler og alt urent (Matt 23:27). Det rådnende lig inde i en grav lignede hykleriet og lovløsheden i de skriftkloge og farisæernes hjerter. De virkede retfærdige udadtil, men de var blot forskønnede grave; inderst inde var de åndeligt døde.

Det hykleri, Jesus henvendte sig til i det syvende ve, var rettet mod dem, der rejste monumenter og dekorerede gravene til de gamle profeter. Jesus påpeger, at disse profeter var blevet dræbt af farisæernes egne forfædre. De forestillede sig meget bedre end deres fædre, idet de sagde: 'Hvis vi havde levet i vore forfædres dage, ville vi ikke have været med til at udgyde profeternes blod sammen med dem' (Matt 23:30). Men i netop den udtalelse anerkendte de deres slægt: Jesus siger, at de i sandhed var deres fædres sønner; de havde arvet deres forfædres ondskab og fulgte i deres fodspor. Jesus kendte deres onde hjerter, som snart ville planlægge at myrde ham (Mattæus 26:4), ligesom deres forfædre havde myrdet de retfærdige mænd i fordums tid.

De syv ve i Matthæus 23 var alvorlige advarsler til de religiøse ledere på Jesu tid. Men de tjener også til at advare os mod religiøst hykleri i dag. Vi er kaldet til sand gudsfrygt, oprigtig kærlighed og vedvarende tro. Prætension, hengivenhed og hykleri vil kun føre til ve.