Er apostolisk arv bibelsk?

Svar



Læren om apostolisk arv er troen på, at de 12 apostle videregav deres autoritet til efterfølgere, som derefter gav den apostolske autoritet videre til deres efterfølgere, og fortsatte gennem århundrederne, selv indtil i dag. Den romersk-katolske kirke ser Peter som apostlenes leder med den største autoritet, og derfor har hans efterfølgere den største autoritet. Den romersk-katolske kirke kombinerer denne tro med tanken om, at Peter senere blev den første biskop i Rom, og at de romerske biskopper, der fulgte Peter, blev accepteret af den tidlige kirke som den centrale autoritet blandt alle kirkerne. Apostolsk succession, kombineret med Peters overhøjhed blandt apostlene, resulterer i, at den romerske biskop er den katolske kirkes øverste autoritet - paven.






Men ingen steder i Skriften fremsatte Jesus, apostlene eller nogen anden forfatter fra Det Nye Testamente ideen om apostolisk arv. Desuden præsenteres Peter heller ikke som den øverste over de andre apostle. Apostlen Paulus irettesætter faktisk Peter, da Peter førte andre på vildspor (Galaterne 2:11-14). Ja, apostlen Peter havde en fremtrædende rolle. Ja, måske var apostlen Peter apostlenes leder (selv om Apostlenes Gerninger fortæller, at apostlen Paulus og Jesu bror Jakob også havde fremtrædende lederroller). Uanset hvad der er tilfældet, var Peter ikke den øverstkommanderende eller den øverste myndighed over de andre apostle. Selv hvis apostolisk succession kunne påvises ud fra Skriften, hvilket den ikke kan, ville apostolisk succession ikke resultere i, at Peters efterfølgere var absolut suveræne over de andre apostles efterfølgere.



Katolikker peger på, at Matthias blev valgt til at erstatte Judas som den tolvte apostel i Apostlenes Gerninger kapitel 1 som et eksempel på apostolisk arv. Mens Matthias faktisk efterfulgte Judas som apostel, er dette på ingen måde et argument for at fortsætte apostolisk arv. At Matthias bliver valgt til at erstatte Judas er kun et argument for, at kirken erstatter ugudelige og utro ledere (såsom Judas) med gudfrygtige og trofaste ledere (såsom Matthias). Intetsteds i Det Nye Testamente er nogen af ​​de tolv apostle registreret som at videregive deres apostoliske autoritet til efterfølgere. Ingen steder forudsiger nogen af ​​apostlene, at de vil videregive deres apostolske autoritet. Nej, Jesus ordinerede apostlene til at bygge kirkens grundvold (Ef 2:20). Hvad er grundlaget for den kirke, som apostlene byggede? Det Nye Testamente – optegnelsen om apostlenes gerninger og lærdomme. Kirken har ikke brug for apostoliske efterfølgere. Kirken har brug for, at apostlenes lære er nøjagtigt nedskrevet og bevaret. Og det er præcis, hvad Gud har givet i sit ord (Efeserne 1:13; Kolossenserne 1:5; 2 Tim 2:15; 4:2).





Kort sagt, apostolisk succession er ikke bibelsk. Begrebet apostolisk succession findes aldrig i Skriften. Hvad der findes i Skriften er, at den sande kirke vil lære, hvad Skriften lærer, og vil sammenligne alle doktriner og praksis med Skriften for at afgøre, hvad der er sandt og rigtigt. Den romersk-katolske kirke hævder, at mangel på vedvarende apostolsk autoritet resulterer i doktrinær forvirring og kaos. Det er en uheldig sandhed (som apostlene erkendte), at der ville opstå falske lærere (2 Peter 2:1). Ganske vist resulterer manglen på øverste autoritet blandt ikke-katolske kirker i mange forskellige fortolkninger af Bibelen. Imidlertid er disse forskelle i fortolkning ikke resultatet af, at Skriften er uklar. De er snarere resultatet af, at selv ikke-katolske kristne har videreført den katolske tradition med at fortolke Skriften i overensstemmelse med deres egne traditioner. Hvis Skriften studeres i sin helhed og i sin rette sammenhæng, kan sandheden let bestemmes. Doktrinære forskelle og kirkesamfundskonflikter er et resultat af, at nogle kristne nægter at være enige i, hvad Skriften siger - ikke et resultat af, at der ikke er nogen øverste myndighed til at fortolke Skriften.



Tilpasning til skriftens lære, ikke apostolisk succession, er den afgørende faktor for en kirkes sandhed. Det, der nævnes i Skriften, er tanken om, at Guds ord skulle være den vejleder, som kirken skulle følge (ApG 20:32). Det er Skriften, der skulle være den ufejlbarlige målestok for undervisning og praksis (2 Tim 3:16-17). Det er skrifterne, læren skal sammenlignes med (ApG 17:10-12). Apostolsk autoritet blev videregivet gennem apostlenes skrifter, ikke gennem apostolisk arv.